Han sidder på fortovscafeen og iagttager de forbipasserende i gågaden. Han er almindelig af udseende, falder i med mængden. Skovmandsskjorte og vindjakke, jeans. Skoene slidte, men skægget velplejet. Hænderne smalle med lange, slanke fingre. Han er omkring 30 år, måske lidt yngre. Han lægger bestikket fra sig på tallerkenen. Kniv og gaffel ligger parallelt med skafterne mod højre. Han tager servietten og dupper overlæben. Folder den sammen og lægger den ved siden af tallerkenen. Stryger skægget og sætter så to fingre ved den vigende hårgrænse i tindingen, som han har forsøgt at sløre ved at lade håret gro lidt længere foran. Han støtter albuen på bordkanten. Et øjeblik bliver blikket fjernt. Ikke drømmende, nærmest stirrende. Et barn, som sidder i en klapvogn ved et bord i nærheden, begynder at skrige ubehersket. Moren ser op fra sin café latte med et på en gang forundret og irriteret udtryk i ansigtet. Veninden på den anden side af bordet ler, rejser sig og løfter barnet op fra klapvognen. Stilhed. En ung pige bevæger sig tøvende forbi cafeen, stopper et par meter længere henne, vender om og kommer tilbage. Hun ser sig søgende omkring. Så får hun øje på manden med skovmandsskjorten. Hun smiler, han nikker tilbage og rejser sig op med bløde, men kontrollerede bevægelser, trækker stolen på den anden side af bordet ud. Hun sætter sig og lægger begge hænder på bordet. Ombestemmer sig og lægge dem i skødet. Løfter alligevel den ene hånd og piller ved hanken på koppen med varm cacao foran sig. Så sætter han sig ned og betragter hende. Længe. Hun flytter sig uroligt på stolen, men siger ingenting. Han nikker mod koppen, hun drikker sin cacao. Lidt efter forlader de cafeen sammen.